I dag for 4 år siden kom Divaen til verden.
Graviditeten havde været rigtig nem, ikke en eneste sygedag og jeg havde det rigtig godt, lige bortset fra de første 4 mdr, hvor jeg skulle starte dagen med at kaste op en enkelt gang.
Jeg havde termin den 13 december, men gik desværre over tid. Dengang skulle man til igangsættelses samtale på sygehuset, når man var gået 1 uge over tid. Der bliver man undersøgt og scannet for at se om alt er, som det skal være.
Det hele var rigtig fint, lige bortset fra at, der ikke var så meget fostervand tilbage. De ville desværre ikke sætte mig igang med det samme og kunne bestemt ikke anbefale mig at jeg ventede til efter jul, så aftalen lød på at jeg skulle møde op på sygehuset d. 23 december kl. 8:00.
Det var en beslutning jeg var rigtig ked af, for jeg ville bestemt ikke risikerer at føde den 24 december, hvilket der ville være en stor chancer for.
Dagene gik og jeg havde endnu ikke født, da vi nåede til den 23 december.
Jeg husker tydeligt at store dele af Danmark var dækket af sne og at de havde lovet snestorm, derfor byttede vi vores bil ud med svigerforældrenes, da de har en firehjulstrækker, vi ankom til sygehuset et kvarter for sent, men det var der fuld forståelse for.
Jeg blev undersøgt og der var ikke det mindste tegn på at fødslen var gået igang, så jeg fik min første igangsættelsespille, normalt bliver man sendt hjem igen, men pga. Vejret kunne vi bare blive på stuen eller tage op i byen et par timer. Vi besluttede os for det sidste, så kunne vi lige nyde den sidste tid som et par, inden vi skulle til at være 3.
Vi kiggede på et par butikker og fik lidt mad på Jensens Bøfhus, allerede der, kunne jeg mærke at veerne var gået igang, men jeg ville også lige nå et smut forbi og ønske mit arbejde en rigtig glædelig jul. Det nåede vi også, men veerne begyndte at tiltage og så tog vi tilbage på sygehuset, hvor de kunne konstaterer at fødslen var gået igang.
Jeg ligger et par timer i sengen med veer og får brugt et par varmepuder, men smerterne begynder at tiltage, jeg ber om at komme i vand (noget jeg har fået anbefalet af en veninde) men hjertelyden var ikke så aktiv. De ville fylde karet op med vand, så det var i det mindste var klar til når jeg måtte komme i. Imellemtiden kunne de tilbyde mig at få lidt akupunktur, da jordenoderen havde sat den sidste nål i maven, fik jeg besked på at nu måtte jeg godt komme i vand.
Det var virkelig en befrielse for mig, jeg kunne slappe mere af og smertene blev mindre.
Timerne gik og da vi nåede hen omkring kl 18:0& begyndte presseveerne at komme. Jeg nåede at presse nogle fange, hvorefter de så forsvandt igen. Derfor ville de gerne have mig op af vandet, for at se om det hjalp, desværre ikke. De begyndte at skrue op for veedrop for at sætte det hele igang igen. Der skete ikke ret meget, her begynder jeg at blive lidt bange for at føde og føler ikke jeg kan overskue smerterne og alt der følger med.
Jeg kan tydeligt huske at jeg siger til jordenoderen, at nu kan jeg ikke klare mere, mellem linierne ber jeg om et kejsersnit, men den søde jordemoder siger bare at så må de jo heppe lidt på mig og tilbyder mig saftevand :-)
Nu bliver der skruet helt op for veedroppet og så går det ret stærkt, jeg får presseveer igen og føder Amanda Marie kl 21:51.
En hel fantastisk følelse at få hende op til mig, hun har helt åbne øjne og kigger på hendes far som den første, faren er helt overvældet og er nødt til lige at gå lidt væk med tårer i øjnene af lykke.
Amanda Marie
Vægt: 3335 gram
Længde: 53 cm
